12. Videokunst - hjemmekunst eller "rigtig" kunst?

                                                      Kunstavisen, No. 2, 1998, Koege, Denmark, 1998

I forordet til "Dansk Kunst 97", som gengives i Kunstavisen 10/97, udtrykker Louisianans "grand old man" Knud W. Jensen sin skepsis over for videokunsten:

" Den vil muligvis glide i baggrunden - snarere end maleriet, fordi det er svært at skabe et naturligt miljø for den. Det er og bliver et paradoks, at man under et ophold på en udstilling i timevis skal sidde foran et stort antal monitorer. Skærmlivet optager os i forvejen for meget, og et museum kan ikke - som allerede på vor udstilling Projektion i 1972 eller sidste års NowHere - kræve, at publikum skal fordybe sig i 40 til 50 timers video og film. I praksis zapper de besøgende sig gennem udstillingen.

Der må skabes nye veje, ellers må video blive en hjemmekunst som museerne kan støtte ved udlån til interesserede. Eller monitorerne må afløses af vægbilleder …. men også her kommer tidsfaktoren ind. Det er fysisk umuligt at yde kunstværkerne retfærdighed."

For én, der har arbejdet med videokunst i en længere årrække, er denne skepsis over for og kritik af videokunst ikke ny. Jeg mindes således en paneldebat om "Kunstkritik og video", jeg deltog i, ved det 1. Nordiska Videokonst Seminar på Hannaholmen ved Helsinki i 1982. Over for kritikernes udtalte irritation over at skulle se et videoværk (på tape) fra ende til anden ("… ved et maleri kan man jo gå videre efter et par minutter") måtte jeg spørge, hvorfor en kunstkritiker skulle være "privilegeret" i forhold til en film- og teaterkritiker?

Og jeg måtte give udtryk for den skizofrene holdning, kritikerne stillede mig i, når de altså ikke ville se videoværket fra start til slut, men alligevel kritiserede det for hverken at have en indledning, et indhold og en afslutning.

Og den aktuelle kritik af, at de besøgende "zapper … sig gennem udstillingen", føler jeg i første omgang lyst til at affærdige med et "so what"? - det gør folk faktisk også på en ren maleriudstilling. Prøv bare engang at betragte de besøgende. Nogle bliver stående længe ved et bestemt maleri, andre kun et kort øjeblik for at "zappe" til maleriet ved siden af eller i næste sal. Hvor er den kvalitative forskel på de to "zapninger", for den synes der jo at ligge i Knud W. Jensens kritik.

Nuvel - selvfølgelig må man give Knud W. Jensen (og mange andre før ham) ret i, at der er et reelt problem med hensyn til præsentation af videokunst, som nok er værd endnu en diskussion.

Knud W. Jensen taler om "videokunst" generelt, men et videokunstværk kan have flere forskellige fremtrædelsesformer, som det er nødvendigt at skelne imellem, hvis man reelt skal diskutere problemer omkring videokunst.

Det kan være et enkelt videotape, der vises på enten én monitor eller projiceres på væg/lærred ved hjælp af en videoprojektor. Denne form ser man også benævnt som en "single channel installation".

Det kan fremtræde "skulpturelt" som det, man kalder en video-installation med én eller flere monitorer/projektorer. Det karakteristiske er vel her, at man kan bevæge sig rundt om/ind i værket.

Det kan også fremtræde som en video-performance. Denne form vil jeg ikke diskutere. Det giver sig selv, at den (normalt) har en tidsmæssig start og afslutning, og at man - ligesom ved et teaterstykke - som tilskuer normalt skal overvære den fra start til slut for at få det fulde udbytte.

Video-installationen har opnået en renaisance - og det er forståeligt nok, for det er umiddelbart den form for videokunst, der bedst lader sig udstille i et museum, en kunsthal eller på et galleri. Her er det op til udstillingsgæsten selv at afgøre, hvor lang tid, vedkommende ønsker at bruge på kunstværket. Her er ikke nogen "begyndelse" og "slutning" og mellemliggende "indhold", som skal overværes, for at opleve /forstå værket.

Lousiana har flere gange udstillet video-installationer - ikke mindst af en række internationalt kendte videokunstnere. Det fungerer med video-installationerne, og selv Knud W. Jensen nævner i sit essay, at f.eks. "Bill Violas og Bruce Naumans installationer gjorde et stort indtryk på mig". Det er derfor, fornemmer jeg, ikke denne form for videokunst, Knud W. Jensen hentyder til, selv om hans kritik/skepsis umiddelbart retter sig generelt mod "videokunsten".

Men det er - eller det burde i hvert fald være - klart, at ingen almindelig udstillingsgæst kan kapere 40-50 timers video på én enkelt udstilling.

Noget andet er, når den samme mængde og ofte mere præsenteres på en videofestival. Her er konditionerne dog anderledes end på udstillinger som Louisianas, fordi man som deltager/besøger er indstillet på at se mest muligt i de 3-4 dage, en festival normalt varer.

Holder vi festivallerne udenfor denne diskussion, så er det en misforståelse, når man fylder den "almindelige" udstilling som f.eks på Louisiana med 40-50 timers video - især hvis man mener, som Knud W. Jensen synes at give udtryk for, at den enkelte besøgende bør/skal se det hele.

At afløse monitorerne med projicerede vægbilleder løser ikke problemerne. Det ændrer intet, og desuden er mange af værkerne skabt til og bør derfor kun vises på den lille monitorskærm.

Præsentationen af "single channel" værker udenfor festivaller går nok bedst, når få værker præsenteres på et galleri eller mindre udstillingssted, hvor den besøgende kommer (mere eller mindre) af interesse for den/de udstillende kunstner/e, og hvor man inden for rimelig tid kan se værket/værkerne.

Dette skal og bør ikke afholde museer som f.eks. Louisiana fra at anskaffe videokunstværker. Og det burde være naturligt, at Louisiana havde et velorganiseret, omfattende og bemandet videotek, hvor interesserede kunne se netop det eller de værker, de måtte ønske, og når de måtte ønske det. Og Knud W. Jensens tanker om museers udlån fra videosamlinger bør også overvejes og nyde fremme.

Med hensyn til "nye veje" har jeg som daglig leder af videoværksted/HASLEV (1968-97) og det, vi har kaldt VIDEOKUNST DATA BANKEN været med til at initiere et par andre forsøg med henblik på visning af videokunst.

Det ene var et forsøg gennem 4 år på hver sommer at præsentere sammenlagt omkring 60 minutters dansk videokunst på Ny Carlsberg Glyptoteket. Man havde indrettet et mindre rum til dette, og videoværkerne blev vist kontinuerligt i åbningstiden. Med vilje valgtes korte videoer, så den tilfældige besøgende på kort tid kunne se 2-3 af værkerne. Forsøget forløb godt, men lokalet skulle desværre på et tidspunkt bruges til andet.

Det andet var et forsøg med "Månedens videokunstværk" på en række biblioteker. Bibliotekerne organiserede visningen forskelligt. På Haslev Folkebibliotek blev værket præsenteret hver tirsdag mellem kl 16 og 17, hvor det blev vist kontinuerligt. Bibliotekerne blev forsynet med tekstmateriale om månedens værk og kunstner + færdigt pressemateriale. Desværre kunne det ikke løbe rundt økonomisk, og desværre var ikke mange biblioteker interesserede i at være med, men alligevel nåede vi at præsentere 20 videokunstnere fra ind- og udland.

Modsat Knud W. Jensen tror jeg ikke videokunsten vil "glide i baggrunden". Nu har den trods alt eksisteret i 34 år, og vi har endda set, at flere og flere kunstnere over kortere eller længere tid benytter sig af videoens mulighed for også at få tidsdimensionen ind i kunstværket.

Og selv om kuratorerne skulle erklære videokunsten for død, så vil den overleve alligevel - på andre betingelser - det har den gjort før. Den franske kunstner Jean-Paul Fargier udtrykker det lidt anderledes, når han siger, at "video doesn’t exist, it insists". Videokunsten vil fortsat insistere på at eksistere - uanset det "officielle", "etablerede" udstillingsetablissements erklæringer.

Torben Søborg